Klinkeprojektet 2024 er så småt gået i gang. Der bliver i løbet af 2024 lagt nye klinker på ca. 800 m2 af stierne i Åtoften, se kortet her.
Klinkearbejdet udføres af Søren Sømod. Samtidig har vi formidlet et samarbejde mellem Sømod og Fredensborg Forsyning, som ønsker at skifte vandlåse og vandledninger i det samme område. Forsyningen ønsker også at simplificere vandforsyningen, så det bliver nemmere at lukke for vandet i afgrænsede sektorer i stedet for at lukke for hele Åtoften, når der opstår et problem et sted.
Projektet kører trinvis frem:
- Forsyningen undersøger ledningsføringen af vandforsyningen for at finde ud af hvordan, det kan simplificeres. Det arbejde er gået i gang, som flere har bemærket.
- Ultimo april: Sømods folk graver huller rundt om blok 19 for udskiftning af stophaner og til udskiftning af vandledninger (vandledningerne udskiftes ved at der føres en plastledning ind i de gamle jernrør, så der skal kun graves et mindre hul i hver ende.)
- Forsyningen skifter vandlåse og vandrør i disse områder.
- Primo maj: Sømod lægger nye klinker ved blok 19 og dækker samtidig hullerne til. Dette arbejde ventes afsluttet inden udgangen af juni – afhængig af vejret.
- I samme periode graver Sømods folk huller til vandlåse og nye vandrør nord for blok 19 og på vestsiden af blok 18, og Forsyningen skifter vandlåse og vandrør i dette område. Sømod genetablerer belægningen i disse områder.
- August: Sømods folk skifter klinker i strædet syd for blok 17 og nord for blok 14. Her er ingen stophaner i strædet.
- Forsyningen skifter stophane og vandledning nord for blok 14 uafhængigt af klinkearbejdet, idet de ligger i bedet. Det ventes afsluttet inden udgangen af august.
Det kan ikke undgås, at et sådant arbejde giver gener for de berørte beboerne, men vi er overbevist om, at både Sømod og Forsyningen vil gøre sig umage for at gøre generne så tålelige som muligt. Og når arbejdet er slut kan vi se frem til endnu flere af de pæne klinkestier, som klæder Åtoften så godt, og som er gode at færdes på.
Mvh Bestyrelsen og Klinkegruppen