Uddrag af 15 års jubilæumsskrift fra maj 1981
Del 1
Det ser dejligt ud, her vil vi bo, sagde familiens seks medlemmer, da vi kom og skulle kigge på Nivå Gårdhuse. Og selvom det nærmest var svært at få overtalt den ikke alt for årvågne sælger, fik vi købt det hus, vi flyttede ind i et par måneder senere. Hvorfor? Husene var ganske enkelt dejlige, allerede rost i flere tidsskrifter. Der var korte afstande til skov og strand, til jernbanestation og busser. Der var skole lige i nærheden for de små og et gymnasium tæt ved til de store børn. Vi flyttede ind på en byggeplads tidligt på sommeren 1966, og der kom til at gå 7-8 år- eller var det mere, før det ikke længere var en byggeplads. Og manglen på restriktioner gjorde, at den nyeste del af bebyggelsen blev så forskellig fra den første del, at det skærer lidt kraftigt i øjnene, når man ser de lange triste flader og manglen på de spring og variationer, der kendetegner de første 56 af husene. Vi strittede imod, alt hvad vi kunne, men forgæves.
God dag og velkommen til Nivå, sagde en ældre herre til min kone allerede den første dag. Svend, som han kaldtes og stadig kendes som, var teglværksarbejder og med den nysseligste have gemmende sig ned til åen. Han bød på velkomstøl. Og Marie, hans kone, stak ungerne sukkermadder, når de hjemsøgte hende- formanede dem til ikke at sige noget hjemme. Hun vidste godt, at den slags ikke var helt efter opdragelsesbogen.
Helt ovre ved jernbanelinien, hvor nu den yderste række af husene ligger, var der et stort vandhul. Her fangede ungerne haletudser om foråret, så vi havde frøer springende rundt i gårdhaven senere. Om vinteren løb vi på skøjter samme sted. Jorden fra evighedsbyggeriet lå som en kæmpevold, hvor nu blok 19 ligger. Det var et eldorado for ungerne. Kors hvor var de beskidte- at sige snavset er ikke stærkt nok. Kommende naboer så på huset ved siden af med et par drenge klædt i ulastelige velsiddende frakker og med små hatte på. Frakkerne havde skiftet kulør, og den perfekte elegance var som blæst væk, da vore to små sirener uden alt for megen overtalelse havde fået lokket dem med på volden. En vold der havde så stejl en skrænt på en del af arealet, at digesvalerne havde slået bo.
