Uddrag af 15 års jubilæumsskrift fra maj 1981, Del 2
Ræven kunne vi lugte, den tog sig den frihed at hjemsøge Svends hønsegård. Vi har mødt ham i parken, som vi hjemsøgte trods alle forbudsskiltene. Her mødte vi også en lille rudel dyr, der trods udviklingen stadig kan antræffes, når de løber gennem terrænet fra Lave Skov via Nivå og helt ned til Kokkedal slotsparken. Årle morgener kan man på en løbetur se hejrerne, der ofte holder til i småflokke i de gamle lergrave nord for Nivågårds teglværk.
Vi kendte hinanden allesammen, ikke mindst fordi der gik nogle år, hvor bygherrerne ikke var mere for at få husene solgt, end at de ikke overanstrengte sig med salgsindsatsen. Først gjorde børnene forarbejdet, så kom dette med luftning af hunde, der gav nye kontakter. Nu har vi ældre i bebyggelsen ikke små børn mere. Men nye unge får, ser vi andre med glæde, netop de kontakter, der mange gange skabes af ungerne. Det hele er blevet lidt for stort i forhold til det, vi flyttede til. Miljøet er her stadig. Et par gange har folk ringet på vor dør, i to tilfælde var det arkitekter, der ville købe huset. Vi har fundet sameksistens-former og -normer. Efter at det ude omkring hed sig, at i Nivå Gårdhuse skulle man skynde sig at slukke lyset på gangen eller låse dørene for ikke at blive rendt over ende af kontakt-og øl-søgende medbeboere.
Dengang låste vi i øvrigt aldrig yderdørene. Men de Frode Fredegod-tider er forbi. Alligevel bliver vi her nok til vi skal bæres ud- også fordi husene er så gode at blive gamle i.
Blot det ikke ind imellem i for høj grad ligner en losseplads, både rundt om i bebyggelsen og især på parkeringspladserne.
Ham i nr. 1-4 ( det si’r vi stadig )