Åtoften med 128 klyngehuse ligger i Nivå i Nordsjælland. Husene er opført i perioden 1966 – 1976.
Fredensborg Kommune udpegede i 2014 Åtoften sammen med Nivåvænge til ét af 20 kulturmiljøer i
kommunen.
Alle huse er i én etage, opført med gule teglsten og røde tegltage med lav taghældning. Stræderne såvel som
torvene er belagt med gule klinker, alt oprindeligt fra Nivågård teglværk. Husene er bygget i blokke med 4-12
huse i hver, de har forskellige størrelser og planudformning, og hvert hus har en lille, lukket gårdhave.
Mellem husene er der bilfri stræder, fem små ligeledes bilfri torve med borde og bænke og flere små og store
grønne områder. Der er to fælles parkeringsarealer og en tennisbane. Midt i bebyggelsen ligger et stort
fælles lege- og opholdsareal med grillplads og et fælleshus. Sammen med torvene, de grønne områder og
legepladserne er der gode muligheder for aktiviteter og socialt samvær for alle aldersgrupper. Der er fx
gymnastik mandag formiddage året rundt på et af de grønne områder. Der er månedlige fællesspisninger for
voksne i fælleshuset, der også kan bruges til andre fælles aktiviteter og kan lejes til private mærkedage. Der
er børneaktiviteter, hvoraf den årlige børnedag er den største. Herudover er der tennisstævner og årlige
havefremvisninger af skiftende haver. Alle disse aktiviteter understøttes af en lang række frivillige
arbejdsgrupper.
Her på hjemmesiden kan man se oversigtsbilledet over Åtoftens placering i Nivå og oversigtsplanen over
selve bebyggelsen. Der er også links til vores velkomstfolder og vores ’historie’, som den er omtalt i avis-og
fagartikler.